
Vi er nu nået til januar måned hvor alle er på kur og skal spise åhh noget så sundt…. så er kylling godt, og persillefarsen og tilberedningsmetoden er med til at kyllingebrysterne beholder saftigheden og så er det meget flot med den grønne midte.
Sorte ris, hvad er nu det?
De er markant sundere end hvide ris, og så er de marginalt sundere end brune ris. Det er de, fordi sorte ris indeholder langt flere kostfibre, mineraler og vitaminer end de andre mere forarbejdede ris.
Det er nogle af de samme farvestoffer, som vi kender fra blåbær og solbær. Bærrene indeholder nemlig nogle antioxidanter.
Det er ikke nogen hemmelighed, at brune ris er sundere end hvide ris. Men er sorte ris endnu sundere end brune?
Det er der noget, der tyder på.
Der er flere ting, som får sorte ris til at høre under kategorien “superfood”, som man kalder de madvarer, som styrker immunforsvaret og kredsløbet samt øger kroppens forbrænding og restitution.
Sorte ris indeholder et højt niveau af B-vitaminer og er rige på antioxidanter og mineraler. Det er samtidig fuldkornsris, der er fyldt med mættende og sunde kostfibre.
Farseret Kyllingbryst
1 time 30 minutter
4 personer
Ingredienser
2 stk. Kyllingebryster
Persille
1 stk. Æg
Salt
1 dl. Piskefløde
Parmaskinke
Film
200 gr. Sorte Ris
Pesto
Fremgangsmåde
Start med at skære kyllingebrysterne til, så de er lige store over det hele.
Lav et hul på langs med en spids kniv igennem kyllingebrysterne.
Farsen:
Tag det kød du skar fra brysterne og kom det op i en foodprocessor med salt og persille.
Kør det godt igennem til det bliver sejt og persillen giver en flot grøn farve.
Kom ægget i, og lad det køre godt ind i farsen, tilsæt så fløden og kør den til en lind ensartet konsistens.
Tag en sprøjtepose og kom farsen i.
Sprøjt nu farsen ind i hullerne i brysterne.
Læg brysterne med farsen i på et stykke film og rul dem stramt, luk med en snor.
Kom “pølserne” op i en gryde med kogende vand (må ikke bulderkoge) og ned på laveste blus og lad dem stå i en halv time.
Sæt de sorte ris over, de skal koge i ca. 45 minutter. (kom risene i kogende vand med salt, overskydende vand hældes fra)
Når kyllingerne har fået en halv time pakkes de ud af filmen og rulles i parmaskinke.
Steg dem gyldne i smør på en pande.
Når de sorte ris er færdige, skæres de farserede kyllinger i tykke skiver og anrettes med risene og pesto.